Virksomhedsøkonomi A
Ny ordning
kl. 09.00-14.00
Vejledning
Dette opgavesæt består af 4 opgaver. Til hver opgave er der et antal spørgsmål med en vejledende vægt, som benyttes ved bedømmelsen af den samlede opgavebesvarelse.
Alle opgaver besvares uafhængigt af hinanden. Til opgaverne medfølger en Excel-fil med en række bilag, der indeholder data og skabeloner. Desuden medfølger en Word-fil, hvor alle spørgsmålene fremgår.
Download:
Word-filen med alle spørgsmålene kan hentes her.
Excel-filen med alle bilag kan hentes her.
Husk:
Gem filerne på din disk, inden du begynder at anvende dem.
Det er ikke tilladt at kommunikere med andre under eksamen.
Opgave 1
Virksomhedsanalyse
Samson Group A/S (herefter Samson) er en dansk familieejet producent af gyllevogne, møgspredere og tilbehør, der afsættes til maskinstationer og landbrug i alle størrelser over hele verden.
Her ses to af virksomhedens produkter, en gyllevogn og en møgspreder.
På Samsons fabrikker i Danmark, Polen og Frankrig fremstilles de forskellige produkter i en høj kvalitet. Produkterne produceres i en række standardversioner, og herefter har kunderne mulighed for at tilpasse produktet ud fra en række valgmuligheder til fx kapacitet, fylde- og styresystem. Produkterne udvikles løbende, så de er så effektive og miljøvenlige som muligt og samtidig overholder lokal lovgivning på de forskellige markeder.
Virksomheden blev grundlagt i 1943, da smeden Thorvald Pedersen overtog den lokale smedje i Tange ved Bjerringbro og begyndte at producere vogne til landbruget. I midten af 1950erne blev sortimentet udvidet til også at omfatte møgspredere, og i 1964 lancerede Samson sin første gyllevogn. Produktsortimentet er efterfølgende udvidet en smule.
Over årene er virksomheden vokset ved at etablere salg gennem partnere i det meste af Europa samt med enkelte salgssteder i Nordamerika, Sydafrika og Australien. I 2019 blev franske Pichon opkøbt, og derved blev Samson Europas største producent af gyllevogne.
Foruden lagre ved fabrikkerne har Samson valgt en decentral lagerstruktur med reservedele på 5 lagerlokationer. Dermed sikres en kort leveringstid, da reservedelene er tæt på kunderne. Derudover tilbydes 24 timers hotline, hvor teknikere kan hjælpe og guide landmændene ved funktionssvigt på Samsons produkter.
Samson har indarbejdet CSR i sin forretningsmodel for at bidrage til at tage et ansvar for en bæredygtig fremtid. Der stilles endvidere krav til underleverandørerne om, at de overholder Samsons Code of Conduct.
Virksomheden præsenterer sig selv således:
I regnskabsåret 2019/20 var omsætningen t.kr. 672.544 og årets resultat før skat var t.kr. 35.186. Der er beskæftiget 474 medarbejdere i virksomheden.
Til denne opgave foreligger der følgende materiale:
Artikler:
- Samson præsenterer stærkt regnskab, landbrugsyd.dk d. 10. december 2019
- Gyllevognsproducent efter rekordregnskab: Mærker fremgang på alle markeder, agriwatch.dk d. 29. september 2020.
- Bearbejdede regnskabs- og nøgletal for Samson Group A/S for årene 2017/18 - 2019/20. Se bilag 1 i Excel-filen.
Spørgsmål 1.1 - 1.7
1.1 (10 %)
Redegør med udgangspunkt i det vedlagte materiale for, hvilke forhold der har haft betydning for den økonomiske udvikling i Samson Group A/S.
1.2 (10 %)
Analyser udviklingen i indekstallene for indtjening og kapitaltilpasning fra 2017/18 til 2019/20 ved hjælp af de fundne forhold. Se spørgsmål 1.1.
Nøgletallene fremgår af bilag 1.
1.3 (5 %)
Vurder, hvordan indekstallenes udvikling har påvirket overskudsgraden og aktivernes omsætningshastighed fra 2017/18 til 2019/20.
Nøgletallene fremgår af bilag 1.
1.4 (5 %)
Analyser soliditet og likviditet for Samson Group A/S for årene 2017/18 til 2019/20.
Nøgletallene fremgår af bilag 1.
1.5 (4 %)
Vurder, hvilken konkurrencestrategi Samson Group A/S anvender.
1.6 (7 %)
Vurder, hvordan Samson Group A/S har designet sin produktion.
1.7 (7 %)
Diskuter, hvordan den valgte lagerstruktur påvirker den logistiske effektivitet i Samson Group A/S.
Opgave 2
Logistik
Virksomheden Innovate A/S er en engrosvirksomhed, der forhandler ledninger, som bruges til ledningsnet i alle former for elektriske apparater og maskiner. Kunderne spænder bredt fra producenter af små husholdningsmaskiner og HI-FI til store europæiske bilproducenter. Da Innovate A/S dækker mange forskellige producenters behov for ledninger, er det nødvendigt med et bredt og dybt varesortiment. Virksomhedens lager af ledninger er meget stort, derfor forsøger økonomichefen hele tiden at optimere lageret.
Innovate A/S sælger meget af ledningen CB-33, som bl.a. bruges i HI-FI industrien. Det skyldes, at CB-33 er lavet af nogle meget tynde kobbertråde, der sikrer optimal lyd. CB-33 indkøbes hos en amerikansk virksomhed OFS-US.
Innovate A/S forventer at afsætte 170.000 meter CB-33 jævnt fordelt over året. CB-33 koster kr. 3,75 pr. meter uanset indkøbets størrelse. Ordreomkostningerne udgør kr. 2.500 pr. indkøb.
Indkøbschefen Chris Borchers følger bl.a. indkøbspriserne på forsyningsmarkedet for at finde de mest konkurrencedygtige leverandører. Han har derfor fundet en kinesisk producent af ledninger Chin-Cable, som også kan levere CB-33. Hos Chin-Cable koster CB-33 kr. 3,50 pr. meter, og ordreomkostningerne udgør kr. 1.500 pr. indkøb. Den kinesiske producent har ry for at levere ledninger af høj kvalitet, men leveringspræcisionen er ikke altid tilfredsstillende. Derfor vil det være nødvendigt med et sikkerhedslager på 20.000 meter af CB-33, hvis Innovate A/S vælger at skifte til den kinesiske producent.
Innovate A/S kalkulerer med, at lageromkostningerne udgør 18 % af gennemsnitslagerets værdi.
Spørgsmål 2.1 - 2.4
2.1 (4 %)
Beregn den optimale indkøbsstørrelse for CB-33 for hver af de to leverandører.
De nødvendige informationer fremgår af bilag 2.
2.2 (4 %)
Beregn de samlede årlige lager- og ordreomkostninger ved den optimale indkøbsstørrelse for hver af de to leverandører.
2.3 (4 %)
Beregn, om det er lønsomt for Innovate A/S at skifte leverandør til Chin-Cable.
2.4 (4 %)
Diskuter, om Innovate A/S’ afkastningsgrad vil blive forbedret ved et eventuelt leverandørskifte.
Opgave 3
Investering
Super Sound A/S producerer højttalerenheder, som sælges til producenter af elektronik i det meste af verden. Virksomheden er kendt for mange nye produktlanceringer, der udnytter den hurtige teknologiske udvikling.
Virksomheden har de seneste år oplevet en stigende efterspørgsel, da forbrugerne ofte udskifter elektronik pga. lave priser og ny teknologi. Coronakrisen har forstærket denne tendens. Elektronikproducenternes afsætning er i gennemsnit steget med 15 % det seneste halve år, hvilket bl.a. skyldes at kunderne nu bruger flere penge på hjemmet, da mulighederne for at rejse og gå på restaurant mm. er begrænsede.
På grund af den store efterspørgsel har Super Sound A/S i længere tid produceret basenheden MAXB-21 ved hjælp af overarbejde, men det er ikke en holdbar situation. Virksomheden overvejer derfor at investere i en produktionslinje, som udelukkende skal producere MAXB-21. Salgschefen vurderer, at afsætningen af MAXB-21 er så stor, at den nye produktionslinje vil køre 37 timer om ugen.
Super Sound A/S har fået et tilbud på en ny produktionslinje. Ifølge tilbuddet udgør anskaffelsesprisen for produktionslinjen kr. 5.200.000, hertil kommer installationsomkostninger på kr. 350.000. Anlægget har en forventet levetid på 7 år, hvorefter det har en scrapværdi på kr. 400.000. Den årlige afsætning af MAXB-21 forventes at blive 75.000 stk.
Lønomkostningen pr. stk har det seneste år i gennemsnit udgjort kr. 64. Produktionschefen har anslået, at der vil være en besparelse på 25 % på den gennemsnitlige lønomkostning pr. stk ved at producere inden for normal arbejdstid i stedet for ved overarbejde.
Ved investering i en ny produktionslinje forventes de årlige kapacitetsomkostninger at stige med kr. 100.000.
Virksomheden anvender en kalkulationsrente på 9 % p.a. for denne investering.
Spørgsmål 3.1 - 3.5
3.1 (4 %)
Opstil investeringsforslagets nettobetalingsstrøm.
De nødvendige informationer fremgår af bilag 3.
3.2 (4 %)
Vurder, om investeringen er lønsom.
3.3 (4 %)
Forklar, hvilke af investeringens forudsætninger der er mest usikre.
3.4 (4 %)
Vurder, hvor følsom investeringsforslaget er overfor ændringer i de mest usikre forudsætninger. Se spørgsmål 3.3.
3.5 (4 %)
Diskuter, om Super Sound A/S bør investere i den nye produktionslinje.
Opgave 4
Optimering af knappe resurser
Wood-Box A/S producerer trækasser af ædeltræ, som sælges i det meste af verden. De eksklusive trækasser blev oprindeligt solgt igennem møbelforretninger til hylder og anden indretning af kundernes hjem. For et par år siden begyndte nogle højttalerproducenter dog også at anvende kasserne til deres højttalere på grund af det eksklusive look og den forholdsvis lave pris.
I Wood-Box A/S’ sortiment indgår en teaktræskasse, der produceres i seks forskellige størrelser, nemlig TT-30-40, TT-40-50, TT-50-60, TT-50-70, TT-60-100 og TT-70-120. Teaktræskasserne produceres på det samme anlæg, som har en kapacitet på 900 timer i det kommende kvartal.
Efter højttalerproducenterne er begyndt at efterspørge trækasserne, har virksomheden ikke tilstrækkelig kapacitet på produktionsanlægget. Wood-Box A/S overvejer derfor at udvide produktionskapaciteten. Produktionschefen har indhentet et tilbud på leje af et produktionsanlæg med en kapacitet på 480 timer pr. kvartal. Lejen pr. kvartal udgør kr. 500.000.
Spørgsmål 4.1 - 4.3
4.1 (8 %)
Udarbejd den optimale afsætningsplan for det kommende kvartal, når der tages hensyn til den begrænsede kapacitet på 900 maskintimer.
De nødvendige informationer fremgår af bilag 4.
4.2 (4 %)
Beregn det samlede dækningsbidrag ved den optimale afsætningsplan. Se spørgsmål 4.1.
4.3 (4 %)
Vurder, om det er lønsomt at leje produktionsanlægget for kr. 500.000 pr. kvartal.